Som afrunding på projektet er spørgsmålet så om det har været en succes eller en fiasko. Er projektet lykkedes? Der er mange parametre der er i spil for at give den endelige dom over projektet. Lad os tage de hårde fakta.
Løb 30 km – Dette lykkedes som bekendt ikke UG. Jeg blev tvunget i knæ og måtte gå de sidste par kilometer, så at dømme efter dette er projektet en fiasko.
Gennemsnitlig dansker med gennemsnitlig livsstil kommer i form til at løbe en længere distance. Jeg løb 26 km, og hvis mit knæ ikke havde sagt nej havde jeg også løbet de sidste kilometer. Jeg havde masser af energi og følte at mit mentale overskud kunne have ”båret” over de 30 km. Så at dømme efter dette – succes! Det er muligt for os alle at komme i relativt god form på relativt kort tid. Tre måneder er ikke særlig land tid – og se hvad vi kan opnå hvis vi sætter os nogle personlige mål.
Alt dette er meget fint, men denne mail, jeg fik fra en af mine venner, lader jeg være den endelige konklusion. Et af mine mål har været at jeg ville skrive levende, fortællende og ikke mindst empatisk i forhold til læseren. Hvis dette er lykkedes, kalder jeg hele projektet for en kæmpe succes. Døm for dig selv:
”… Desuden ville jeg gerne lige takke for den inspiration du har givet mig gennem 30x30 bloggen - Det er faktisk gået så vidt at jeg, for første gang i mange år, var ude og løbe mig en tur i går efter at have læst dit indlæg om cigaretter og kaffe :-) Planen er at jeg snører løbeskoene og tager endnu en tur i aften....tak....”
Tusind tak til alle der har støttet mig igennem projektet. Særlig tak til Peter og Steffen fra Løberen samt Jamie og Rune fra AimHigh. Og tak til Jer der har vist nysgerrighed omkring projektet, jer der har fulgt med og ikke mindst tak til de venner jeg har løbetrænet med… Specielt Anders, Kristoffer, Morten og Nicolai.
fredag den 2. oktober 2009
Sidste sving på løbebanen - Træningen
Jeg vidste allerede fra starten at jeg ville få det svært med motivationen. Og for at hjælpe mig med den, havde jeg fået fat i Rune og Jamie fra AimHigh. AimHigh er et firma der specialiserer sig i at tilrettelægge træningsforløb for både motionister og elitesportsfolk.
Jeg ved ikke med Jer, men jeg har flere gange læst diverse artikler på nettet der gerne hedder noget i retning af ”kom i form på 14 dage…” eller ”klar til maraton på 10 minutter…”. Fine artikler, men de virker bare ikke på mig og min intuition siger mig at jeg ikke er alene om denne skepsis. Alle disse former for ”Så-let-er-det-artikler” er en god forretning for aviserne/magasinerne da vi er mange der læser dem, men min holdning er at de er ganske ubrugelige. Hvorfor? Fordi de på ingen måde hjælper dig i skoene eller fortæller dig hvad du skal gøre for at komme i gang for alvor.
Og lige netop fordi denne type artikler ikke virker på mig, var det utrolig motiverende at have en træner som Jamie. Måden det har fungeret på er at Jamie, på baggrund af en løbetest, planlagde mit træningsforløb ca. 14 dage ad gangen. Vi holdt en tæt dialog omkring hvilke problemer jeg måtte have haft undervejs, hvilket virkelig har hjulpet meget i forhold til at føle sig tryg ved træningsmængden.
Jeg ved ikke med Jer, men jeg har flere gange læst diverse artikler på nettet der gerne hedder noget i retning af ”kom i form på 14 dage…” eller ”klar til maraton på 10 minutter…”. Fine artikler, men de virker bare ikke på mig og min intuition siger mig at jeg ikke er alene om denne skepsis. Alle disse former for ”Så-let-er-det-artikler” er en god forretning for aviserne/magasinerne da vi er mange der læser dem, men min holdning er at de er ganske ubrugelige. Hvorfor? Fordi de på ingen måde hjælper dig i skoene eller fortæller dig hvad du skal gøre for at komme i gang for alvor.
Og lige netop fordi denne type artikler ikke virker på mig, var det utrolig motiverende at have en træner som Jamie. Måden det har fungeret på er at Jamie, på baggrund af en løbetest, planlagde mit træningsforløb ca. 14 dage ad gangen. Vi holdt en tæt dialog omkring hvilke problemer jeg måtte have haft undervejs, hvilket virkelig har hjulpet meget i forhold til at føle sig tryg ved træningsmængden.
Sidste sving på løbebanen - De 30 km
På en kold og våd septembermorgen begav jeg mig ud på hvad der skulle vise sig at blive en rigtig lang tur. Jeg Havde forsøgt at invitere så mange som muligt med på turen enten med løbesko eller på cykel. Men eftersom vejrguderne ikke virkede synderligt interesserede i at være med på legen, kan hverken bebrejde dem der besluttede at blive hjemme eller på nogen måde nedtone min enorme taknemmelighed for de få der, på hver deres måde, trodsede regnen og gav mig den støtte jeg havde brug for.
Min træningsmængde ugen op til turen var stort set ikke-eksisterende dels pga. Manglende motivation og dels pga. Travlhed i hverdagen. Ja ja, undskyldninger er der nok af, men faktum er at min manglende træning ugen op til de 30km gjorde mig ufattelig nervøs. Ville jeg kunne gennemføre løbet?
På baggrund af dette, var det vigtigste ved løbet at komme helskindet igennem og glemme alt om flotte tider. Det eneste jeg ikke ville ha’ skulle ske var, at jeg måtte give op fordi det var for hårdt. Jeg ville simpelthen give den hele armen!
Præcis kl. 11 gik starten fra Damhuskroen. Jeg havde valgt dette fantastiske sted som startlinie, da det jo lugter langt væk af sport og sundhed. Som sagt var det ret dårligt vejr, måske det dårligste vejr i hele september. Virkelig god timing i forhold til at lokke andre med. Men løbes skulle der og de første 12 km mod første pitstop ved Nørrebroparken gik fuldstændig som planlagt. Der var ingen problemer, humøret var højt og vejret var faktisk på dette tidspunkt ikke det store problem. Derfor var jeg også stor optimist frem mod næste stop ved kastellet, hvilket samtidig var mærket for halvmaratondistancen.
Efter 15 km begyndte jeg dog at få problemer med mit venstre knæ. Jeg har i et stykke tid haft problemer med at min venstre løbesko har ”gnavet” i hælen og på jeg har en teori om at jeg, for at slippe for denne irritation, har løbet en smule skævt det meste af turen. Dette har resulteret i at jeg har belastet mit ene knæ mere end det andet det meste af turen. Så smerterne begyndte at presse sig på, men jeg nægtede at lade dette gå mig på.
Kastellet var næste stop og samtidig der jeg passerede kilometermærket for halvmaraton. Da, jeg mødte ”servicebilen” var jeg simpelthen ikke til at skyde igennem. Jeg var så at sige i ”the zone”! Her mærkede jeg den enorme optur som alle erfarne løbere taler om. Mit knæ gjorde simpelthen så ondt på dette tidspunkt, men alt dette var lige meget, for kroppen pumpede positiv energi ud i alle retninger! På dette tidspunkt troede jeg virkelig på at jeg kunne gøre det… Jeg kunne gennemføre de 30 km! Men piben skulle snart få en anden lyd, desværre.
Ikke lang tid efter at jeg havde rundet de 21 km begyndte smerterne i mit knæ at tage over, både fysisk og mentalt. Jeg blev tvunget til at stoppe flere gange, gjorde alt hvad jeg kunne for at få smerten i mit venstre knæ til at forsvinde eller i det mindste mindske den til et tåleligt niveau.
Desværre, gik dette ikke som jeg havde håbet og efter 26 km måtte jeg sande at jeg ikke længere kunne bøje knæet. Nu er jeg ikke læge, men jeg kan vist alligevel diagnosticere min lidelse som et klassisk ”løberknæ”. Løberknæ er en overbelastningsskade, som viser sig som irritation og betændelse omkring de sener der sidder på ydersiden af knæet. På grund af dette måtte jeg opgive at løbe de sidste 4 km, og måtte i stedet tage mig til takke med en gåtur tværs over Vesterbro – en kold og mentalt ydmygende gåtur. Det eneste ord der kørte gennem hovedet på mig var fiasko!
Min træningsmængde ugen op til turen var stort set ikke-eksisterende dels pga. Manglende motivation og dels pga. Travlhed i hverdagen. Ja ja, undskyldninger er der nok af, men faktum er at min manglende træning ugen op til de 30km gjorde mig ufattelig nervøs. Ville jeg kunne gennemføre løbet?
På baggrund af dette, var det vigtigste ved løbet at komme helskindet igennem og glemme alt om flotte tider. Det eneste jeg ikke ville ha’ skulle ske var, at jeg måtte give op fordi det var for hårdt. Jeg ville simpelthen give den hele armen!
Præcis kl. 11 gik starten fra Damhuskroen. Jeg havde valgt dette fantastiske sted som startlinie, da det jo lugter langt væk af sport og sundhed. Som sagt var det ret dårligt vejr, måske det dårligste vejr i hele september. Virkelig god timing i forhold til at lokke andre med. Men løbes skulle der og de første 12 km mod første pitstop ved Nørrebroparken gik fuldstændig som planlagt. Der var ingen problemer, humøret var højt og vejret var faktisk på dette tidspunkt ikke det store problem. Derfor var jeg også stor optimist frem mod næste stop ved kastellet, hvilket samtidig var mærket for halvmaratondistancen.
Efter 15 km begyndte jeg dog at få problemer med mit venstre knæ. Jeg har i et stykke tid haft problemer med at min venstre løbesko har ”gnavet” i hælen og på jeg har en teori om at jeg, for at slippe for denne irritation, har løbet en smule skævt det meste af turen. Dette har resulteret i at jeg har belastet mit ene knæ mere end det andet det meste af turen. Så smerterne begyndte at presse sig på, men jeg nægtede at lade dette gå mig på.
Kastellet var næste stop og samtidig der jeg passerede kilometermærket for halvmaraton. Da, jeg mødte ”servicebilen” var jeg simpelthen ikke til at skyde igennem. Jeg var så at sige i ”the zone”! Her mærkede jeg den enorme optur som alle erfarne løbere taler om. Mit knæ gjorde simpelthen så ondt på dette tidspunkt, men alt dette var lige meget, for kroppen pumpede positiv energi ud i alle retninger! På dette tidspunkt troede jeg virkelig på at jeg kunne gøre det… Jeg kunne gennemføre de 30 km! Men piben skulle snart få en anden lyd, desværre.
Ikke lang tid efter at jeg havde rundet de 21 km begyndte smerterne i mit knæ at tage over, både fysisk og mentalt. Jeg blev tvunget til at stoppe flere gange, gjorde alt hvad jeg kunne for at få smerten i mit venstre knæ til at forsvinde eller i det mindste mindske den til et tåleligt niveau.
Desværre, gik dette ikke som jeg havde håbet og efter 26 km måtte jeg sande at jeg ikke længere kunne bøje knæet. Nu er jeg ikke læge, men jeg kan vist alligevel diagnosticere min lidelse som et klassisk ”løberknæ”. Løberknæ er en overbelastningsskade, som viser sig som irritation og betændelse omkring de sener der sidder på ydersiden af knæet. På grund af dette måtte jeg opgive at løbe de sidste 4 km, og måtte i stedet tage mig til takke med en gåtur tværs over Vesterbro – en kold og mentalt ydmygende gåtur. Det eneste ord der kørte gennem hovedet på mig var fiasko!
Sidste sving på løbebanen - udstyret
Før jeg kunne komme i gang med projektet skulle jeg først have fat i noget udstyr. For at få den bedste rådgivning omkring løbeudstyr, lavede jeg et samarbejde med Løberen i Lyngby. Løberen er en af Danmarks største leverandører af løbeudstyr og deres rådgivning er helt i top.
Noget af det fantastiske ved løb som motionsform er, at du som udgangspunkt ikke behøver andet end et par løbesko. Det kræver dog nogle sko af en vis kvalitet og lige så vigtigt at de passer til din løbestil. Derfor kan det altså ikke hjælpe at du køber dine sko i føtex for at spare penge. Hvis du ikke er en trænet løber (læs: løbenørd), der kender sin løbestil ud og ind så SKAL du have noget rådgivning fra dem der ved bedst.
Den næste fantastiske ting ved løb er, at når du har dine sko og bliver glad for at løbe, ja så kan der for alvor gå forbrugsfest i løberiet. Og hvis man er bare en smule gadget-freak, som mig, vil man elske udvalget af løbeure med GPS og hvad de nu ellers kan tilbyde. Simpelthen fantastisk! Og så er vi slet ikke nået til løbetøjet endnu…
Noget af det fantastiske ved løb som motionsform er, at du som udgangspunkt ikke behøver andet end et par løbesko. Det kræver dog nogle sko af en vis kvalitet og lige så vigtigt at de passer til din løbestil. Derfor kan det altså ikke hjælpe at du køber dine sko i føtex for at spare penge. Hvis du ikke er en trænet løber (læs: løbenørd), der kender sin løbestil ud og ind så SKAL du have noget rådgivning fra dem der ved bedst.
Den næste fantastiske ting ved løb er, at når du har dine sko og bliver glad for at løbe, ja så kan der for alvor gå forbrugsfest i løberiet. Og hvis man er bare en smule gadget-freak, som mig, vil man elske udvalget af løbeure med GPS og hvad de nu ellers kan tilbyde. Simpelthen fantastisk! Og så er vi slet ikke nået til løbetøjet endnu…
Sidste sving på løbebanen
Ok, dette bliver så afslutningen på 30før30. Det er nu efter en hel del refleksion over processen at jeg skal til at gøre status.
Udgangspunktet var at jeg havde 118 dage til at gå fra 0 til 30km. Ikke en umulig opgave for dem som kender til det, men for mig virkede det egentlig som en stor mundfuld. Så derfor var det også med en del frygt i kroppen men også en hel del spænding da jeg gav mig i kast med min første løbetur sidst i maj.
Jeg har delt opsamlingen op i flere indlæg. Læs dem der interesserer dig og smid endelig en mail eller kommentar med Jeres holdninger, meninger, indtryk.
Tak for denne gang og god læsning.
Udgangspunktet var at jeg havde 118 dage til at gå fra 0 til 30km. Ikke en umulig opgave for dem som kender til det, men for mig virkede det egentlig som en stor mundfuld. Så derfor var det også med en del frygt i kroppen men også en hel del spænding da jeg gav mig i kast med min første løbetur sidst i maj.
Jeg har delt opsamlingen op i flere indlæg. Læs dem der interesserer dig og smid endelig en mail eller kommentar med Jeres holdninger, meninger, indtryk.
Tak for denne gang og god læsning.
Abonner på:
Opslag (Atom)
