Sidste sving på løbebanen - De 30 km

På en kold og våd septembermorgen begav jeg mig ud på hvad der skulle vise sig at blive en rigtig lang tur. Jeg Havde forsøgt at invitere så mange som muligt med på turen enten med løbesko eller på cykel. Men eftersom vejrguderne ikke virkede synderligt interesserede i at være med på legen, kan hverken bebrejde dem der besluttede at blive hjemme eller på nogen måde nedtone min enorme taknemmelighed for de få der, på hver deres måde, trodsede regnen og gav mig den støtte jeg havde brug for.



Min træningsmængde ugen op til turen var stort set ikke-eksisterende dels pga. Manglende motivation og dels pga. Travlhed i hverdagen. Ja ja, undskyldninger er der nok af, men faktum er at min manglende træning ugen op til de 30km gjorde mig ufattelig nervøs. Ville jeg kunne gennemføre løbet?



På baggrund af dette, var det vigtigste ved løbet at komme helskindet igennem og glemme alt om flotte tider. Det eneste jeg ikke ville ha’ skulle ske var, at jeg måtte give op fordi det var for hårdt. Jeg ville simpelthen give den hele armen!



Præcis kl. 11 gik starten fra Damhuskroen. Jeg havde valgt dette fantastiske sted som startlinie, da det jo lugter langt væk af sport og sundhed. Som sagt var det ret dårligt vejr, måske det dårligste vejr i hele september. Virkelig god timing i forhold til at lokke andre med. Men løbes skulle der og de første 12 km mod første pitstop ved Nørrebroparken gik fuldstændig som planlagt. Der var ingen problemer, humøret var højt og vejret var faktisk på dette tidspunkt ikke det store problem. Derfor var jeg også stor optimist frem mod næste stop ved kastellet, hvilket samtidig var mærket for halvmaratondistancen.

Efter 15 km begyndte jeg dog at få problemer med mit venstre knæ. Jeg har i et stykke tid haft problemer med at min venstre løbesko har ”gnavet” i hælen og på jeg har en teori om at jeg, for at slippe for denne irritation, har løbet en smule skævt det meste af turen. Dette har resulteret i at jeg har belastet mit ene knæ mere end det andet det meste af turen. Så smerterne begyndte at presse sig på, men jeg nægtede at lade dette gå mig på.



Kastellet var næste stop og samtidig der jeg passerede kilometermærket for halvmaraton. Da, jeg mødte ”servicebilen” var jeg simpelthen ikke til at skyde igennem. Jeg var så at sige i ”the zone”! Her mærkede jeg den enorme optur som alle erfarne løbere taler om. Mit knæ gjorde simpelthen så ondt på dette tidspunkt, men alt dette var lige meget, for kroppen pumpede positiv energi ud i alle retninger! På dette tidspunkt troede jeg virkelig på at jeg kunne gøre det… Jeg kunne gennemføre de 30 km! Men piben skulle snart få en anden lyd, desværre.



Ikke lang tid efter at jeg havde rundet de 21 km begyndte smerterne i mit knæ at tage over, både fysisk og mentalt. Jeg blev tvunget til at stoppe flere gange, gjorde alt hvad jeg kunne for at få smerten i mit venstre knæ til at forsvinde eller i det mindste mindske den til et tåleligt niveau.



Desværre, gik dette ikke som jeg havde håbet og efter 26 km måtte jeg sande at jeg ikke længere kunne bøje knæet. Nu er jeg ikke læge, men jeg kan vist alligevel diagnosticere min lidelse som et klassisk ”løberknæ”. Løberknæ er en overbelastningsskade, som viser sig som irritation og betændelse omkring de sener der sidder på ydersiden af knæet. På grund af dette måtte jeg opgive at løbe de sidste 4 km, og måtte i stedet tage mig til takke med en gåtur tværs over Vesterbro – en kold og mentalt ydmygende gåtur. Det eneste ord der kørte gennem hovedet på mig var fiasko!