Søndag var dagen, hvor jeg stod ansigt til ansigt med ca. 1400 andre motionister på Farum Park... alle parat til at kaste sig ud i Nordsjællands skønne natur på henholdsvis 2(kun for børn), 6 eller 14 km. Min nuværende form taget i betragtning var jeg naturligvis tilmeldt 6km-ruten.
Løberen agerede hovedsponsor for dette glimrende arrangement, hvor vi alle glemte vores bekymringer om tronfølgerlov og Europaparlament for en stund. Jeg var en smule nervøs inden løbsstart, da mine tidligere registrerede løb under dette projekt ikke har været over de 4,5km. Så denne gang skulle der lige findes kræfter til 1,5km mere.
Coffee and cigarettes
Med henvisning til et tidligere indlæg i bloggen, skulle min tese om at kaffe og cigaretter lige inden et løb (naturligvis) er en dårlig idé. Som tidligere læsere nok husker, så brokkede jeg mig højlydt over astmasymptomer under et tidligere løb, hvor jeg kort forinden havde bundet en kop kaffe og røget en morgensmøg.
Ved dette løb, havde jeg valgt at droppe kaffe og smøg inden løbet, hvilket var en lettelse af dimensioner da jeg først gav mig i kast med de 6km. Min puls virkede lavere ved løbsstart, samtidig med at jeg følte jeg havde klart mere kapacitet i lungerne til at klare udfordringen. Med dette skal det ikke forstås som om at det ikke var hårdt. Det var det, men jeg havde under hele turen en god oplevelse og ikke blot en kamp for overlevelse.
Så dette er noten til mig selv og andre næste gang løbeskoene kalder: Drop smøger og kaffe mindst 1 time(gerne mere) før turen! Jeg husker det helt sikkert efter denne oplevelse.
Resultatet
Men hvordan gik det så? Jeg kan sige så meget, at jeg ikke vandt. Men det var heller ikke målet. Målet var at gennemføre et officielt løb med en god fornemmelse i kroppen og samtidig på en distance der var længere end det jeg tidligere har løbet under projektet.
Her er det mit super fede Garmin ur målte: Garmin Connect
Her er det officielle resultat fra løbet: Ultimate Sport Service
Flere løb
Min oplevelse af dette løb har været yderst positivt. Det er rigtig sjovt at deltage i sådan nogle løb, da antallet af deltagere og det at jeg ikke løber alene uden tvivl har fået mig til at løbe hurtigere og bedre. Dem skal jeg løbe flere af!! Hvis du kender nogle lignende løb i den nærmeste fremtid, må du meget gerne skrive det i kommentarfeltet. Og har I lyst til at være med til nogle løb sammen med mig, så sig endelig til. Jeg har her officielt taget "Ja-hatten" på!
mandag den 8. juni 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar